En Lille Historie Om Sorte Huller

Tekst: Majken Christensen, Astronomicca
Illustrationer: Marlene Jørgensen, Vinkelmule

Mød Fritz Dinck og Dario Dinck. De er tvillinger og nevøer til Ympel Dinck.

Måske kender du allerede Ympel Dinck? Det er ham, som har opfundet ormehuller. Ormehuller gør det nemt at rejse på tværs af Universet. Ympel har givet hvert ormehul et nummer, så er er nemmere for rumrejsende at finde rundt i det ydre rum. Takket være ham kan man nemt tage Ormehul 5 (i daglig tale 5’eren) til Andromeda på et splitsekund, i stedet for at bruge millioner af år på at rejse med raket. Den interstellare rejsevejledning kan vi altså takke Ympel Dinck for! Udover at opgradere den universelle infrastruktur, så er Ympel Dinck også lidt af en rumjurist. Han har nemlig siden 1 mia år efter Big Bang siddet i Teletransport- og Kvantemekanik-Direktoratet, TKD.

Onkel Ympels Ormehuller og Einsteins Relativitetsteori

Velkommen til planeten Wubbidilla, som ligger i Stephans kvintet. Det er en galaksegruppe i retning af stjernebilledet Pegasus, som du finder lige under Andromeda. På denne planet bor Ympel Dinck og hans to nevøer Fritz og Dario Dinck.

Fritz og Dario er ikke som os andre. De er aliens og ser helt anderledes ud, end vi gør her på Jorden. Men trods deres forskellige ydre, så har de mange ligheder med os. Deres nysgerrighed er som vores, og deres videnskabelige tilgang til livets udfordringer er som vores. De to tvillinger bruger dog deres sans for videnskab meget forskelligt.

Fritz er vild med sit spejlbillede og elsker at lære mere om, hvordan man tager den perfekte selfie. Han studerer nøje, hvordan man skaber den ideelle sideskilning og trækker maven ind til en flad rektangel. Den slags går Dario ikke op i. Han er i stedet ivrig efter at lære om universet, og han er altid klar til at stille spørgsmål om alle stjernerne.

Fritz Ympel (til venstre) og hans tvillingebror Dario Ympel. De bor på planeten Wubbidilla. Illustration: Vinkelmule.

Selvom deres onkel Ympel er ekstremt klog, så er det alligevel ikke alt, man kan spørge sig til. Nogle gange må man selv ud og undersøge rummet, og det er præcis hvad Dario gør, når onkel Ympel bliver for tør og teknisk eller fortaber sig i detaljer fra TKD’s seneste administrative videndelingsmøde.

Nok bor Fritz og Dario på en anden planet, men eftersom de bor i samme univers som os, så gælder de samme fysiske love for dem. Man kan administrere sig ud af meget, men tyngdekraften står ikke til diskussion. Det fandt Einstein ud af for lidt mere end 100 år siden, og hans teori gælder stadig i dag.

Einsteins generelle relativitetsteori siger, at tyngdekraften ikke findes. Eller, det gør den selvfølgelig (ellers ville det være enormt kaotisk fx at gå i svømmehallen), men det er ikke en kraft. I stedet er det selve rumtiden, der krummer. Forestil dig at rumtiden er et kæmpe lagen udstrakt i hele Universet. I sådan en analogi er tyngdekraften den krumning, der opstår på lagnet, når du lægger en bowlingkugle derpå. Triller du efterfølgende en lille golfbold afsted mod bowlingkuglen, vil golfbolden ryge direkte ned på bowlingkuglens overflade – præcis som hvis du hopper ud fra et svævefly og lander direkte på Jordens overflade. Det må du i øvrigt aldrig gøre, for så kan du kommer slemt til skade. Men nu forestiller vi os det bare.

Mens vi er i forestillingens verden, så tag nu bowlingkuglen væk og læg i stedet noget virkelig tungt der. Hele Mount Everest. Noget, der er så tungt, at krumningen bliver dyb nok til, at lagnet til sidst knækker, og du ikke længere kan se bjerget. Så har du pludselig et udstrakt lagen med en krumning, der er så dyb, at ryger du ned i hullet uden nogensinde at kunne komme op.

I virkelighedens univers har vi i stedet for et lagen vores rumtid, men den virker på samme måde. Hvis noget enormt tungt placeres på et lille område i rumtiden, så bliver krumningen så dyb, at intet kan undslippe, når det først ryger derind. Og sådanne dybe krumninger findes: de hedder sorte huller!

Et sort hul blandt milliarder af lysende stjerner

Det er aften. Fritz og Dario står i onkel Ympels have og kigger med hovederne bøjet helt bagover ned på alle stjernerne. “Sikke mange stjerner,” siger Dario, “og de blinker allesammen til mig! Jeg gad nok vide, hvor mange stjerner, der er i Universet.” 

Fritz har altid syntes, at Dario er lidt af en romantiker, når det gælder rummet. Fritz er selv mere pragmatisk anlagt med den slags. Han mener, at universet er noget, der skal findes svar på – ikke noget, der skal drømmes om.

Fritz og Dario står i onkel Ympels baghave. Illustration: Vinkelmule.

Hvorfor vil du gerne vide det?” spørger Fritz og inden Dario når at svare, fortsætter han selv, “Du kan da bare regne det ud eller spørge onkel. Han ved den slags.” Men Dario er helt anderledes indrettet. “Jeg vil gerne vide, hvor mange stjerner der findes, så jeg ved, hvor mange gange jeg skal blinke tilbage. Måske stjernerne bliver ligeså glade for mine blink, som jeg er for deres,” siger han, mens han kortvarigt ser et stjerneskud dø på himlen.

Men så må du selv jo tage derud og tælle efter,” driller Fritz. Han ved godt, at det er et kæmpe arbejde – også selvom man tager 7’eren mod vest på vej ud og skyder genvej over 12’eren på vej hjem. Fritz synes, det er nemmere at regne ud, hvor mange stjerner der findes, i stedet for at tage hele den lange vej. Og hvorfor i øvrigt udføre mere arbejde end nødvendigt? Fritz vil hellere bruge den tid på at putte gele i håret og øve sig i at se smart ud til næste Alien Universe konkurrence. 

Selvom de er tvillinger, har Fritz altid ment, at han selv var lige en tand pænere end Dario. Dario har aldrig forstået, hvordan man smukkeserer sig og suger maven ind på de rette tidspunkter. Men det har Fritz, og det er, fordi han er klog nok til at bruge tiden på sit udseende i stedet for at rejse rundt ude i rummet. Eller – det mener han i hvert fald selv.

“Farvel, Dario. Vi ses snart!”

Jeg gør det,” siger Dario bestemt, “jeg tager ud og tæller efter!” Fritz er chokeret og kigger på sin bror. Ikke helt så pæn som sit eget spejlbillede, men nok til at genkende sine egne gener og derved også være totalt uforstående overfor det påfund. Har Dario virkelig tænkt sig at tage ud og tælle alle stjernerne? Fritz står stille og måber endnu et par sekunder, før han udbryder “Okay… Okay så, men jeg venter her imens. Lad nu være med at bruge for lang tid derude!

Her på Jorden skal vi bygge rumraketter, før vi kan besøge rummet. Det er bl.a. Elon Musk travlt optaget af. Men på Wubbidilla skal man bare hoppe virkelig højt for at komme ud i rummet. Noget med at spænde i akillessenen samtidig med, man slapper af lige under knæskallerne, før man skydes afsted i det store tomme rum.

Pludselig går det hurtigt! Dario flyver afsted. Trætoppe, fugleformationer og kumuluskyer farer forbi ham hurtigere, end han kan nå at tælle. Det går stærkt. Rigtig stærkt. Dario når i et splitsekund at genoverveje beslutningen om at tælle stjerner. Med så høj fart når han jo aldrig at få dem alle talt. Hans syn bliver sløret, og hans krop bliver varm, men kun et kort øjeblik indtil han har det meste af atmosfæren bag sig. Eller under sig. Eller hvordan man nu orienterer sig herude.

Rundt om sig ser Dario kun stjerner. Glimtende, lysende små prikker på himlen. Han drejer hovedet så langt mod venstre, som han kan, og starter, “1, 2, 3, 4, 5……

Spaghettification

Dario tæller på livet løs. De første hundrede stjerner er allerede talt, og han er for længst nået langt ind i tusindtalstallene. Der er mange stjerner på himlen, og imellem dem er fyldt op med gas, støv eller bare tomt rum. Eller rettere: hvad der ser ud til at være et tomt rum.

Inden længe og bedst som Dario krydser tællingen af de første 100.000 stjerner, mærker han noget. Det er en sær følelse. Følelsen starter på toppen af hovedet. Det føles næsten, som om Dario står under et udsugningsanlæg. Hvad i alverden er det for en mærkelig følelse, der får hans hår til at stritte og nu også hans øjenbryn til at løfte sig? Før han ved af det, er hele hans ansigt trukket langt, og hvis ikke han havde paradentose før, så har han det da nu. Tænderne er nu blottede, og hans hage er blevet lang og spids.

Stakkels Dario er kommet for tæt på det sorte hul Plymz og er nu ved at blive til en lang spaghetti. Illustration: Vinkelmule.

Dario er kommet til et sort hul. Og ikke bare hvilket som helst sorte hul. Det er Plymz. Hvad der for længe siden var en kæmpestor levende stjerne, er nu et dødt sort hul ved navn Plymz, der vejer 10 solmasser og er sølle 30 kilometer stort. Netop dét sorte hul har -godt nok i mange kilometers afstand- nu fået besøg af Dario Dinck, og det kan mærkes.

Plymz trækker kraftigt i Dario, fordi dens tyngdekraft er så massiv – eller fordi krumningen er så stor, hvis vi nu skal holde os indenfor Einsteins relative termer. Man kan næsten forestille sig de enormt krumme feltlinjer på vej ned mod midten af det sorte hul, og stakkels Dario der ligger langs én af dem. Fordi krumningen (altså tyngdekraften) er større, jo tættere man er på det sorte hul, vil trækket være kraftigere ved Darios hoved end ved hans fødder af den simple grund, at fødderne er længere væk fra det sorte hul end hans hoved er.

Den ujævnhed, der opstår i sådan et tyngdefeltet kaldes for en tidevandseffekt. Det er altså tidevandseffekten, som strækker Dario lang og tynd som en spaghetti. Når den slags sker rundt om et sort hul, kalder vi det for “spaghettification”.

Dario bliver lang og slatten. Det sorte hul trækker så meget i ham, at hans arme, ben og torso nu også er tynde og lange om spaghetti. Det føles ikke dårligt, men det føles heller ikke rart. Det føles mest som at køre i rutsjebane efter at have fået tildelt den helt perfekte plads. Den der plads, som ikke er i hverken forreste eller bagerste vogn. Den helt perfekt plads, der sikrer at man selv befinder sig præcis på toppen af rutsjebanen, når bremserne giver slip, og vognene sendes afsted i susende fart ned ad rampen. Dén følelse, men i rummet med stjernebilleder som malerier og et sort hul som nærmeste nabo.

Dario er blevet lang og tynd efter at opleve tidevandseffekten på Plymz. Illustration: Vinkelmule.

Måske er det på tide at komme hjem,” tænker en nu virkelig langstrakt Dario og kigger på sit armbåndsur, der også er blevet langt og tyndt. Der er heldigvis ikke gået mere end et par timer. Måske er det bedst bare at droppe det stjernetælleri for nu og i stedet vende snuden hjem til Fritz og onkel Ympel. De er nok bekymrede nu, hvor det sikkert også er ved at blive nat igen hjemme på Wubbidilla.

Nok er Dario tæt nok på Plymz til at blive strukket lang og tynd, men han er heldigvis i lang nok afstand til stadig at kunne nå at vende om. Han er tilpas langt væk fra begivenhedshorisonten til stadig at være i den “almindelige del” af universet. Havde han krydset dén horisont, så ville der være nul veje ud. Når man først krydser den grænse, som i øvrigt er usynlig og derfor en farlig grænse at lege med, så er der ingen vej tilbage. Så er man til evig tid dømt til at bo i et sort hul.

Hjemme på Wubbidilla

Fritz har for længst givet afkald på al håb om nogensinde at se Dario igen. Dage blev til måneder, og måneder blev til år. Mange år. Der var intet syn af Dario, og til sidst måtte Fritz erkende, at hans tvillingebror nu er blandt de stjerner, hvis glimt han så gerne ville gengælde. Selvom Fritz nok forstår, at universet er spændende, så har det altid været en gåde for ham, hvordan nogle mennesker kan prioritere dét højere end sit eget skønne jeg. Det er trods alt én selv man skal trækkes med hele livet, så hvorfor ikke lægge sin energi der. Det har altid været og er stadig hans holdning.

Så du kan nok forestille dig, kære læser, hvordan Fritz flyver bagover af lige dele glæde og overraskelse, når han ser Dario komme dalende ned fra himlen en tirsdag formiddag.

Som en vimpel, der vajer i vinden, lander Dario i onkel Ympels baghave, præcis hvor han tog afsæt og fløj ud i rummet den nat, hvor han og Fritz stod sammen. De to tvillinger kigger på hinanden med stor forundring.

Fritz er blevet virkelig gammel, mens Dario stadig er ung og smart – takket være Plymz. Illustration: Vinkelmule.

Dario er lang og tynd med samme wubbidillanske gule hud. Fritz, derimod, ser helt anderledes ud. Han er gammel, lav, tyk og blevet virkelig rynket med årene. De mange timer, han gennem sit liv har investeret i sit udseende, har tilsyneladende ikke gjort noget godt for ham. I hvert fald ikke, når han sammenligner sig selv med Dario, som står der helt tynd, lang og skinnende gul. Hvor uretfærdigt.

Hvorfor er du så ung og tynd?” spørger Fritz helt betuttet. Men Dario har intet svar. Han står bare og kigger på Fritz, som ligner noget fra en dårlig tidsrejsefilm. Ikke Back to the Future 1, 2 og 3, men måske en af de andre.

Tid er relativt

Da Dario besøgte Plymz var han i et stærkt tyngdefelt. Et sort hul opstår når en virkelig høj masse samles på et virkelig lille sted. Dario besøgte et 30 km sort hul på 10 solmasser, og det var nok til både at spaghettify’e ham, og samtidigt sænke tiden omkring ham. Tid er nemlig ikke konstant. Et sekund er ikke lige langt overalt i universet. Tiden går langsommere, når man befinder sig, som Dario, i et virkelig stærkt tyngdefelt. Det betyder, at hvad der for Dario kun er en time, er for Fritz mange dage, for Fritz er ikke i et stærkt tyngdefelt. Fritz er bare på Wubbidilla, hvor tiden går, som den altid har gjort.

Netop tidens relative natur er noget af det sværeste både for os her på Jorden og for familien Dinck på Wubbidilla at forstå. Vi er så vant til, at et sekund er et sekund, og et år er et år. Og når vi alle oplever, at der er gået et år, så oplever vi alle også at være ældet præcis lige meget. Men alt det gælder kun, fordi vi er i samme tyngdefelt, og endda et lidt småkedeligt et af slagsen.

Så hvad kan vi lære af Dario og Fritz? Hvis du virkelig vil holde dig ung, så læg selfien fra dig og rejs ud i rummet!

Hvis du virkelig vil holde dig ung, så læg selfien fra dig og rejs ud i rummet!

One Comment

Leave a Reply