En Lille Historie Om En Stor Stjerne

Tekst: Majken Christensen, Astronomicca
Illustrationer: Marlene Jørgensen, Vinkelmule

Sylfia Pipzenberg bor på Hipla. Det er en lille bitte planet, som ligger godt gemt i Hestehoved-tågens stjernestøv, og ingen astronomer her på Jorden har endnu opdaget, at den findes.

Det er mange millioner år siden, at Hipla blev dannet af de sidste fritflyvende rester fra en supernova-eksplosion. Det meste af supernovaens efterladenskaber blev hurtigt indfanget af små planetklumper, der havde travlt med at spise sig store og stærke, så de en dag kunne blive opdaget af NASA og deltage i Kepler-missionens fotokonkurrence for exoplaneter. Sidst i køen stod altså Hipla, som måtte nøjes med at spise sig større fra en buffet bestående af et meget lille udvalg af grundstoffer. 

Det lille udvalg af grundstoffer fik den helt særlige konsekvens, at planeten ikke har noget ild. Alle de ildglade atomer findes simpelthen ikke på planeten. Faktisk findes der generelt ikke særlig meget på Hipla, så derfor er det ekstra spændende, når Sylfia Pipzenberg en dag finder en rum-flaskepost i ødemarken.

Ismullerne og Rumpostvæsenet

Sylfia er en ismulle. Ismullerne har boet uforstyrret på Hipla i millioner af år. I hvert fald indtil for nylig hvor de blev utilsigtet holdeplads for interplanetarisk flaskepost, der sendes mellem de øvrige planeter. Eller med andre ord: Hipla bliver simpelthen plaget af nedfaldne flasker, der sendes forkert af Rumpostvæsenet. 

Rumpostvæsenet håndterer al post, der sendes mellem planeterne. De har travlt, for der findes mange planeter, som skal kommunikere med hinanden. Ind imellem laver de fejlindtastninger, fordi det skal gå stærkt, og så ryger posten afsted til en forkert planet. Som regel sendes posten retur, når det sker, men eftersom ingen kender til Hiplas eksistens, er posten for evigt forsvundet fra Rumpostvæsenet, når den uheldigvis lander på den lille øde planet.

Det går stærkt, når flaskeposten pakkes og sendes afsted mellem planeterne i Mælkevejen. Men somme tider går det for stærkt, og så ryger posten forkert. Illustration: Vinkelmule.

Sådanne forsvindingsnumre for flaskeposter er blevet døbt “kvanteeffekter”, mest i mangel på bedre udtryk. “Kære Kunde,” skriver Rumpostvæsenet ofte til sine kunder, “Vi beklager, at Deres information er gået tabt. Det er desværre en uforudsigelig konsekvens af Universets kvanteeffekter.” Og ingen kunder tør spørge, hvad en kvanteeffekt egentlig er, for det lyder jo så klogt, og ingen har vel lyst til at spørge dumt.

De skulle bare vide, skulle de.

Flaskepost fra de Interplanetariske Galaksehøns

Sylfia er taget på tur i ødemarken. Nu skal det ikke lyde, som om ødemarken er et bestemt sted på Hipla. Stort set hele planeten er gold og øde, så derfor er det også svært at overse, når nye rum-flaskeposter på afveje dumper ned på planetens overflade. “Bare jeg finder en flaskepost,” tænker Sylfia, som altid har været nysgerrig på, hvad der mon foregår på naboplaneterne.

Og jo. Minsandten om der ikke ligger en flaskepost lige dér midt i det hele. Sylfia løber hen til flasken, som ligger måske 100 meter og en spytklat væk.

Sylfia Pipzenberg er heldig. Hun finder nemlig en flaskepost, der ved en fejl er endt på planeten Hipla. Illustration: Vinkelmule.

Flasken er gennemsigtig, men har et orange skær. Nærmest som om flasken engang var helt klar, men senere er blevet gnedet ind i sand. Eller måske ikke sand som her på Hipla, men et eller andet er sket med flasken på vej hertil, ser det ud til. “BRANDSIKKER” står der med store fede bogstaver udenpå flasken. Sylfia trækker på skuldrene, for hun ved ikke, hvad det betyder. Og hvorfor skulle hun også det, når hun kommer fra en planet uden ild.

Hun sætter sig til rette. Forsigtigt åbner hun flasken og ud falder først en hvid kugle, som lander på jorden med et bump. Den kugle synes hun at have set før. Hun tænker tilbage på sin fjerne fætter Flejnert. Flejnert tog engang en meget lignende kugle ud af en rum-flaskepost, de sammen havde fundet, og smed den direkte på jorden foran Sylfias fødder. Sylfia husker ikke, hvad kuglen bestod af, men hun husker tydeligt, at hun måtte vaske sine fødder bagefter.

Et hvidt stykke papir svæver ud af flasken, og lander i skødet på Sylfia. “Kære brobedutter,” starter brevet ud. Det er tydeligvis adresseret til brobedutternes planet, som ligger kun et par lystimer fra Hipla. Brevet fortsætter, “Tak for jeres interesse i vores ægge-business. Vi sender her en product sample, et ‘æg’, så I kan vurdere, om det er noget I ønsker at subscribe på.”

Sylfia behøver ikke læse den introduktion flere gange, før hun ved, at hun har fundet noget salgsmateriale fra en butik på en anden planet, som vil lave et interplanetarisk salg. Brevet beskriver sirligt, hvad man stiller op med sådan et æg, “Instruktioner: Ægget skal først slås ud og straks efter opvarmes på en glohed overflade, fx en stegepande af støbejern over åben ild. Efter nogle minutter bliver det til et spejlæg, som kan spises. Men pas på! Indholdet flyder hurtigt ud, så åbn ikke ægget før I har en varmeflade at slå det ud på. Kontakt vores kundeservice, hvis I har spørgsmål. Venlig hilsen, Galaksehønsene Inc. – Vores Service Er Altid Ægcellent!”

Rejsen til Shippedunia

Hun pakker ægget tilbage ned i den brandsikre flaske og gør klar til at flyve ud i rummet. Det lyder måske som en besværlig øvelse, men en rumrejse er faktisk rigtig nem, når man kommer fra en planet uden særlig mange forskellige atomer. Så er der nemlig ikke ret meget, der står imellem en ismulle og det uendelige rum. Men tro nu ikke, at det betyder ismullerne flyver frit rundt. De forlader sjældent deres planet, men det er mest fordi, de ikke orker det administrative arbejde, der ligger i at blive opdaget af NASA. Og faktisk, når alt kommer til alt –og det gør det jo tit– så kan de bedst lide bare at være ladt i fred. Men en enkelt lille ismulle i rummet kan NASAs teleskoper aldrig finde.

Sylfia er ikke i tvivl. Hun skal finde en stegepande og lave spejlæg. Ikke den nemmeste opgave, når hun ikke ved, hvad ild er. Dog husker hun, at fysiklæreren på Ismullernes Stjerneskole engang har forklaret, at jo tungere en stjerne er, des varmere er den inde i midten. Det er nemlig der, hvor ovnen sidder.  “Det var nu ikke helt dumt at høre efter i fysiktimerne,” tænker hun.

3, 2, 1... Take off! Sylfia skal ud i rummet, og den eneste måde at gøre det på er ved at slå en koldbøtte og sætte fra med fødderne. Illustration: Vinkelmule.

Sylfia trækker vejret dybt ned i maven. Hunn puster ud, mens hun slår en koldbøtte, og bedst som hun lander på benene, sætter hun fra og suser opad. Hurtigt bevæger hun sig længere og længere væk fra Hipla, som snart er blot en lille prik under hendes uforholdsmæssigt lange fødder. Ja, ismuller har virkelig lange fødder i forhold til resten af kroppen, men mere om det en anden gang.

Ude i rummet er Sylfia omgivet af de smukkeste stjerner, der glimter i røde, gule og blå farver. Hipla er langt væk, næsten så langt at man ikke kan se den. Heldigvis ved hun præcis, hvor hendes hjemplanet findes, så længe hun bare kan se Hestehoved-tågen. Og den kan man altid se, selvom man er meget langt væk.

Hun nærmer sig langsomt den første stjerne. Den ser lille ud. Altså, den er stor i forhold til Sylfia. Men den ser stadig lille ud i forhold til alle de andre stjerner. “Den er jo for lille!”, råber Sylfia, fordi hun et kort øjeblik har glemt, at i rummet findes der næsten ingen atomer til at udbrede hendes stemme. Og selv hvis der var, så ville der ikke være nogen til at høre efter. Den lille, men dog stadig store, røde stjerne suser forbi vores lille ismulle. Hun har nemlig besluttet sig for, at den stjerne ikke var stor nok. Der er ingen grund til at tage nogen chancer her.

Heldigvis går der ikke længe, før hun når ud til næste stjerne. Den er lidt større og gul. Der går en kort stund, hvor Sylfia og den gule stjerne står overfor hinanden i hvad, der mest minder om en modelkonkurrence, hvor Sylfia er dommer, og stjernen er en deltager. “Gad vide om gule stjerner er store og varme nok,” tænker hun, for hun har jo aldrig lært, hvordan varme føles, og hvordan skal hun kunne genkende en følelse, hun aldrig har følt. Det er jo tosset at tro, at nogen kan det. Man skal aldrig forsøge at kloge sig på følelser, man ikke selv har oplevet. Så er det bedre i stedet at lytte til dem, der har. Eller om ikke andre, så i hvert fald da fysiklæreren. “Den gule stjerne er ikke stor nok,” konstaterer hun og flyver videre i håbet om, at tredje gang er lykkens gang.

Den næste stjerne Sylfia støder på er kæmpestor. Gigantisk. En stjerne så stor at hun ikke er i tvivl om, at dette må være den største stjerne, hun nogensinde kommer i nærheden af. Hun har øjnene spærret helt op. Faktisk så meget at hvis hun åbner dem en millimeter mere, så falder de helt ud. “Hurra!” råber hun. Endelig er der bingo på stjernefinderpladen. Sylfia står overfor den gigantiske stjerne, Shippedunia. Den dybe røde farve skinner fra dens enorme overflade.

Stjernestegepanden

Sylfia flyver hen til overfladen på Shippedunia. Forsigtigt lægger hun sin højre hånd på den rødt lysende sfære, og til sin overraskelse går hendes hånd lige igennem. Hun trækker hånden til sig. “Det må være en fejl,” tænker hun. Igen lægger hun hånden på overfladen, men denne gang bruger hun venstre hånd i stedet for højre. Stadig samme resultat. Det er som at trække sin hånd gennem en tåge. “Her kan jeg da ikke slå ægget ud,” tænker Sylfia, “der skal da være en fast overflade, og det findes ikke her. Måske skal jeg længere ind?

Hun gør sig klar til at kravle ind i den kæmpe gaståge. Flaskeposten holder hun godt fast i med sin ene hånd, mens hun flyver ind mod Shippedunias centrum.

Snart er hun igennem yderste lag. Da hun flyver ind i næste lag tænker hun, at det egentlig minder mest om at flyve ind i et kæmpe stort løg. Nu hvor hun er fløjet igennem, hvad der vel så er skrællen på et løg, er hun nu nået til stjernens første løgring. Hun er omgivet af små bitte protoner, som støder sammen og bliver til små kerner af helium.

Hun strækker den frie hånd frem for at mærke, om noget kan bruges som en flade til at stege æg på, men præcis som tidligere føles det hele bare som luft. “Jeg må længere ind mod midten,” tænker Sylfia, fast besluttet på at finde ud af, hvad et spejlæg er for noget. Men for at finde ud af det, er hun nødt til at have en fast varm overflade – og det har hun tydeligvis ikke her.

Sylfia rejser gennem stjernen. Det er som at rejse gennem et kæmpe løg, hvor hvert lag består af en nye atomer. Illustration: Vinkelmule.

Hun flyver videre til stjernens næste løgring. Her er hun omringet af tusindvis af små heliumkerner, der overalt støder sammen og bliver til små kulstofkerner. En udstrakt arm hjælper hende med at fastslå, at alt i dette lag også føles som luft. Det samme sker, da hun rejser ind i næste lag, hvor hun omringes af små kulstofatomer, der støder sammen og bliver til iltkerner.

Alle lag føles som gas. “Er det hele bare gas?” tænker Sylfia. Hun begynder at tvivle på, om det var en god idé at lede efter stegepander her, mens hun bevæger sig gennem de næste mange lag. Hver gang hun flyver ind i et nyt område, er hun omringet af atomkerner, som støder sammen og bliver til større kerner. Hvert lag har sin helt egen farve, og det føles som om, der er flere og flere atomkerner på mindre og mindre plads. Det føles næsten som at svømme rundt i en kæmpe pude, som får mere og mere fyld proppet ind i sig.

Pludselig ser hun noget længere fremme. Det ligner næsten en … er det virkelig … ja, Sylfia er nået til en mur. 

Lige der, efter at have skrællet sig igennem hvad der startede som luftige løgringelag og endte med at føles som at svømme i pudefyld, er Sylfia nået til noget, der ligner en væg. Hun nærmer sig enden, rækker forsigtigt hånden frem og ganske rigtigt. Det er en benhård overflade. Hun banker hårdt med knoerne på den metalagtige flade, men den rykker sig ikke en millimeter. Hun banker igen, men overfladen er hård som støbejern. “Helt perfekt!” tænker Sylfia og finder flasken med ægget frem, “nu er det tid.

Hun åbner flasken så roligt, som hun overhovedet kan og lader ægget trille ud i hendes hånd. 3, 2, 1, og SPLAT! Ægget revner i tusind stykker og den tykke, slimede væske spreder sig på overfladen af hvad, der må være en kæmpe jernkugle. En gennemsigtig bund med en gul bobbel på har formet sig på jernkuglens overflade. Langsomt bliver bunden hvid og den gule bobbel bliver hård. “Det her må være et spejlæg,” tænker Sylfia.

Endelig når Sylfia ind til centrum af stjernen. Her finder hun en jernkerne, hvor hun kan spejle det æg, som hun fik fra de interplanetariske galaksehøns. Illustration: Vinkelmule.

Glurp. Sylfia synker den sidste rest af spejlægget. “Nøj det smagte godt.” siger hun til sig selv, mens hun skynder sig at flyve tilbage ud gennem alle lagene. Noget er begyndt at rumle inde i stjernen. Det lyder næsten som et tordenvejr. Det smarteste er nok at komme væk i en fart. Hun har jo lært, hvad hun ville. Nu gælder det om at komme hjem.

Flyveturen hjemad går stærkt. Sylfias mave er fuld af energi efter at have spist sådan et lækkert æg. Inden længe får hun øje på Hipla. Selvom hun ikke har været væk så længe, så føles det alligevel som en evighed siden, at hun har sat sine ben på den øde planet.

Hun lander med et blødt bump på den golde jord. Det føles rart at have hiplansk jord under sig igen. Klokken er blevet mange, så Sylfia skynder sig hjem til sin mor og far.

Sylfias forældre er glade for at se hende. Ivrigt spørger de, hvad hun har lavet, og om hun ikke skal have noget aftensmad. “Hvad vil du have at spise?” spørger hendes mor, men Sylfia ved slet ikke, hvor hun skal starte eller slutte. Så hun siger bare “Spejlæg.” Sylfias mor ryster på hovedet, “Spejlæg? Det er der da ikke noget, der hedder. Kom og få noget frossen ødemarkslasagne i stedet for!

Smagen af æg sidder stadig dybt indgraveret i Sylfias hukommelse. Og det er nok det eneste sted den er at finde det næste lange stykke tid. I hvert fald indtil næste gang Sylfia finder en fejlsendt flaskepost fra Galaksehønsene.

One Comment

Comments are closed.