Bare fordi stjerner er døde, betyder det ikke at vi hverken kan se eller høre dem. Tværtimod!

Den eneste gang jeg har set en film eller serie med zombier, var da jeg -mange år efter alle andre- så HBO-serien “Game of Thrones”. Den indeholder mange zombier! Zombier er døde skabninger, og de spiser både de døde og de levende. Denne artikel handler dog ikke om zombierne fra “Game of Thrones”, men i stedet om zombierne i rummet. Den handler om astronomi, eller rettere: om kompakte objekter i Universet! Men ikke helt som vi har set på dem tidligere.

Kompakte objekter er mine favoritter i rummet. Men denne gang skal vi ikke se på de enkelte døde stjerner – vi skal se på dem, der lever i par. Den slags par, hvor den ene er død, og den anden er levende. De kaldes binære systemer, fordi der er to. Vil du vide mere om, hvad et binært stjernesystem er, så kig med herunder.

De Døde Vender Tilbage

Neutronstjerner, hvide dværge og sorte huller er døde stjerner. De er alle tre en del af kompakte objekter-familien, og alle kompakte objekter er døde stjerner. ‘Død’ betyder at de ikke længere fusionerer grundstoffer i kernen. Men bare fordi de er døde, betyder det ikke at vi hverken kan se eller høre dem. Tværtimod! Somme tider larmer de døde stjerner mere end de levende. Især hvis de finder nogen at spise!

Binære Stjernesystemer

Et binært stjernesystem er et system, hvor to stjerner er ‘bundet’ til hinanden via tyngdekraften. På samme måde som Jorden er bundet til Solen, kan stjerner også være bundet om hinanden via tyngdekraften. Det behøver ikke være et planet/stjerne-system, det kan også være et stjerne/stjerne-system. Døde stjerner kan forekomme i disse systemer, ligesom levende stjerner kan det. Det er fordi de stadig har en masse og dermed en tyngdekraft, selvom de er afgået ved stjernedøden (vi mennesker vejer også stadig noget, selvom vi stopper med at trække vejret).

zombie1 DA

Et system med et kompakt objekt og en normal stjerne kaldes et røntgen binært system (engelsk: X-ray binary), hvis det kompakte objekt opsluger masse fra den anden stjerne. Årsagen til navnet skal findes i, at systemet udleder en masse røntgenstråling, når massen fra den levende stjerne, donorstjernen, føres over på overfladen af det kompakte objekt, den opslugende stjerne.

Hvad har dette med zombie-stjerner at gøre? Det er her det bliver interessant! Lad os se nærmere på et binært system, hvor den hvide dværg opsluger masse fra sin (levende) partnerstjerne. Den hvide dværg er allerede død, da hvide dværge kun kan eksistere som efterladenskab fra efter en levende stjerne på størrelse med Solen. I det binære system begynder den hvide dværg at spise sin partnerstjerne, og efterhånden som masse overføres fra den levende stjerne og til den hvide dværg, vokser den hvide dværgs masse.

Hvide dværge har en øvre grænse for, hvor tunge de kan blive. Denne grænse hedder Chandrasekhar-grænsen. Den er navngivet efter en indisk astronom, som vidste hvad han lavede, da han forbedrede matematikken for disse stjerner – som 20-årig. Grænsen ligger på cirka 1,4 solmasser, hvilket vil sige omkring halvanden Sol presset sammen til Jordens størrelse.

Overskrider massen denne grænse, eksploderer den hvide dværg i en supernova. Astronomer kalder det en type Ia (“type ét a”) supernova, når det sker.

zombie2 DA

Vent. Har vi ikke tidligere slået fast, at en supernova-eksplosion sker, når stjerner med høj masse dør? Jo, det har vi. Men der eksisterer forskellige typer af supernovaer, og den ene type er den såkaldte kerne-kollaps (type II), når en højmasse-stjerne dør. Den anden type er, når en hvid dværg eksploderer efter at have spist for meget partnerstjerne – denne type kaldes type Ia supernova og er observeret for eksempel i SN2011fe.

Efterladenskaberne fra denne supernova-eksplosion vil være en neutronstjerne eller et sort hul. Hvad der startede som en døende lavmasse-stjerne, der efterlader en hvid dværg, genoplivede faktisk efter at have spist en levende stjerne – hvorefter den dør i en voldsom supernova, præcis som højmasse-stjernerne gør det.

En død, der spiser en levende – det er da en zombie lige der!

Header-foto: NASA/JPL-Caltech